I Like The Sound Of Rain

Det regner udenfor. I dag er mit hovede tørt. Mere eller mindre. Men jeg har det med at falde i staver, når jeg kigger ud på mit kirsebærtræ gennem mit åbne vindue. Det er næsten blevet så mørkt, at jeg kun lige kan skimte det. Jeg kom til at tænke over noget for lidt siden. Mine ord lyder bedst, når de bliver læst højt. Måske allerbedst, når det er mig selv, der læser det. Mine stile har før i tiden lydt bedre, når jeg har siddet og læst dem stille op.

Det er helt grotesk, hvor meget jeg dog savner at skrive noget godt. Seriøst. Jeg må snart i gang igen. Folk er velkomne til at komme med nogle emner.

Jeg ville ønske, at jeg formåede at få denne steming ned på papir, - eller i dette tilfælde ned på mit tastatur - fordi her simpelthen er så rart nogle gange. Især nu. Lyden af regn er noget af det mest beroligende og rare i verden. Det er jo madness. Men jeg tør desværre ikke sove med åbne vinduer i nat. Jeg har lyst til at skrive med en masse nu; i denne form for... regn, der sitrer. Det lyder det som om. Nu bliver det højere. Det lyder, som om vandet prøver at overgå nogen eller noget i intensitet.
Goddammit, jeg har aldrig haft så meget lyst til at skrive før. Jeg er på kanten til at kunne sætte mig ned og græde, så meget savner jeg det. Nu har regnen aftaget lidt igen. Der har også dryppet i nogle timer nu. Før min skyld måtte det gerne regne om natten og være brændende varmt om dagen. Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis jeg ikke snart får noget for hånden. Jeg kan ikke garantere for min egen opførsel. MIT vand presser på. Mit eget saltvand.